Jalousi.

Vi er tilbage i 2010.

Jeg var i lære i en salon der hedder Trend Of Hair i Odense, det var her hele mit frisør eventyr startede.

Jeg husker den tid tydeligt, faktisk som det var igår. Jeg har altid vidst at jeg ville være frisør, jeg elskede fashion, styling, hår og makeup.

Jeg var ny udklikket kosmetolog, og næste step for mig var at jeg også ville være frisør. Jeg har altid vidst at jeg ville være frisør, det var ligesom min første prioritet, men nu fik jeg muligheden for at tage kosmetolog uddannelsen så jeg tænke at jo dygtigere jeg kan blive til alt inden for skønhed og fashion jo bedre.

Så det at kunne snakke med mine kunder om alt om huden, kroppen, massage, negle mm. under en frisør behandling så jeg som en fordel for mine frisør kunder.

Jeg har altid set mit selv som enebarn, jeg er vokset op alene hos min far. Mine forældre blev skilt da jeg var 2 år og de har ikke haft det bedste forhold i hele min barndom lad mig sige det sådan. Denne info er blot så i måske bedre kan forstå mig, mine handlinger sener her i indlægget.

Okay, nu kommer det, step by step.

Jeg vidste at jeg ville i lære i en salon ved navn Trend Of Hair, og der var en helt særlig grund, denne salon var nemlig noget helt specielt. Det var ikke bare en salon som kun klippede Hr. & Fru. Jensen, i Trend Of Hair dyrkede de konkurrencer og det fangede min interesse helt vildt.

Jeg havde set en masse billeder på nettet omkring de havde været til Danmarksmesterskaber og Verdensmesterskaber i sådan noget ”Cut And Color” ”Bombage” ”Strit” osv. Jeg anede ikke hvad det sådan helt rigtigt bestød, men fascineret, det var jeg!

Så en ting der var helt sikkert, var at den salon, den måtte jeg arbejde i.

Jeg tog forbi salonen en eftermiddag og spurgte om jeg måtte snakke med chefen, han var tilfældigvis i salonen da jeg ankom og de spurgte hvad jeg ville og dertil svare jeg at:  jeg ville gerne i lære i den her salon.

Jeg kom ud i baglokalet og her sad chefen og snakkede i telefon, en af pigerne fortalte mig at jeg kunne bare lige sidde her og vente 2 minutter til han var færdig med at snakke.

Nåh, han blev færdig med at snakke i telefon, hvorefter han så siger : Hvad  kan jeg så gøre for dig?

Helene: Jamen jeg vil gerne i lære her i din salon.

Chefen: Som assistent?

Helene: Nej som elev.

Chefen: Jeg mangler ikke nogen elever lige nu, men du kan jo komme med en ansøgning, men du kan jo lige fortælle lidt om dig selv?

Helene: Så fortalte jeg om mig selv, mine drømme, hvad jeg ville og at jeg ville gøre alt for at komme i lære i den her salon.

Chefen: Hvortil han så svare, jamen okay jeg har faktisk lige fået en sygemelding, så hvis du er så god som du praler med, så sidder der en kunde ude i salonen og venter på den frisør som jeg lige har fået en sygemelding fra. Så du kan jo tage den kunde, vise mig hvad du kan og så tager vi den derfra?

Helene: Hvortil jeg så siger, super det gør jeg.

Det blev starten på min sener hen ansættelse som frisørelev i Trend Of Hair i Odense.

Som beskrevet tidligere var det en konkurrence salon jeg var kommet i lære i hvilket jeg synes var så fantastisk, jeg blev meget meget hurtigt grebet af det fællesskab, den konkurrenceånd der var i salonen når alle stod og øvede på deres konkurrence hoveder i deres frokoster og efter arbejde samt til langt ud på natten. På det tidspunkt hvor jeg starter i lære er der 3 måneder til at personalet skal op til den næste store konkurrence, nemlig Danmarksmesterskabet.

Vi har træning aften, hver tirsdag aften. Den aften består enten af kursuser på den ene eller anden from. Det kan være salgskursus ”salg&service, Farve kursus, Klippe kursus osv osv. Men når der er en konkurrence lige om hjørnet bliver alt energien lagt i at øve sig på det her dukkehoveder frem til DM.

Min chef spurgte mig om jeg ikke ville deltage i dette års DM?

Hvortil jeg svarede jo det vil jeg da godt, men jeg aner ikke hvordan man laver de forskellige frisure, jeg havde jeg øvede lidt på dem her i salonen på vores trænings aftener men, det var også det. Plus dem jeg skulle konkurrere imod var nogen af de bedste piger og drenge fra hele Danmark & som havde vundet DM de sidste mange år.

Men jeg tog ud fordringen op og sagde, Joooooo det da det jeg skal!

Vil ikke trætte jer med mellem tiden fra nu og frem til konkurrencen, fordi jeg kan forklare og fortæller evigheder og det er alligevel kun frisør er til forstå hvad jeg snakker om 😛

Vi kommer til konkurrencedagen og jeg skal nu deltage i herrearbejde ”Cut and color” // ”strit” & i bombage.

Min mor og mormor er med for at støtte mig (det er de altid, uanset) Og det hele går som det skal, jeg laver noget godt arbejde og jeg er faktisk godt tilfreds 🙂

Vi kommer til præmie overraskelsen, og det er nu min klasse at der bliver råbt op. Vi sidder alle sammen som sild i en tønde foran denne lange rampe på (ca 8-10m) som der føre en til det podieskamlen, hvor 1,2 og 3 pladsen skal op og stå, for at få deres medalje.

Det mit første DM så jeg er så spændt på det hele, sommerfuglede flyver rundt i maven på mig og jeg er så spændt at jeg kan slet ikke holde fokus.

Der bliver spillet den sang i baggrunden (you’re simply the best) og formaden står ved microfonen og skal til at råbe de 3 medalje vinder op, han startede med Bronze medaljen (3.Pladsen) han har en smule svært ved at sige navnet og jeg glemte helt at lytte, fordi jeg er så spændt, der er helt stille i salen fordi folk ikke rigtigt kunne høre hvad han sagde hvor efter 15-20sek (føles som 5 min) råber min chef : Helene det dig, du skal op på podiet! Jeg kigger på min mor og mormor, de sidder allerede og stor tuder, og så begynder jeg jo også. ”Husker det øjeblik som var det igår” Lille mig, skulle gå på dette lange podie, op og modtage min medalje, til ”you’re simply the best” i baggrunden, så bliver dette øjeblik var så stort for mig!

Jeg blev udtaget til Frisør Landsholdet få dage efter da Landsholdet skulle til Verdensmesterskabet for hold i Paris 6 uger efter. Dette sagde jeg JA til og mit hold og jeg blev NR. 4 Til VM i Paris.

Sådan startede min Frisør Karriere, der var knald på, men dette var kun begyndelsen.

Jeg vil ikke gå for meget i detaljer, men kort og godt så tager min karriere meget hurtig fart, jeg ELSKER mit job, det bliver meget lynhurtig en livstil for mig, det ikke bare længere mit job, men det eneste der er i mit liv.

At ordne hår, dag og nat er det eneste der eksisterede i mit liv. Det smitter hurtigt af på alt omkring mig, men sådeles også i den salon jeg arbejder i.

Alt handler om hvor mange kunder du har, hvor meget du omsætter for og det gør du kommer i hiaraki.

I den salon jeg var ansat i var vi opdelt i JuniorFrisør & EliteFrisør, udover det så stod vi i rækkefølge i vores booking bog, så den der stod først skulle have kunder først, nemt og enkelt.

Som JuniorFrisør indebære det at du er elev, at du til tider får hjæp og at du får tjekket dine klipninger af en EliteFrisør.

Jeg var JuniorFrisør i 8 måneder, og var den mest genbookede JuniorFrisør, det vil sige alle mine kunder fik en ny tid inden de gik fra salonen, hvilket betød jeg altid var fuldbooket når jeg var på arbejde.

Nu kommer vi til Jalousien.

Når man kommer som en lille dulle(som min kollegaer kaldte mig) som jeg og bare tror man kan klare hele verden og at man ikke må spise gul sne. Så får man nogle hak i tuden. Mine hak startede så små her efter mine første 8 måneder i lære som frisør.

Jeg blev nemlig forfremmet af min chef til EliteFrisør, allerede efter 8 måneder i lære!

Jeg var ekstremt stolt og beæret fordi det betyder jo at nu skal jeg til at klippe som assistent, altså som en udlært frisør, tage fuld pris fra mine kunder og ikke mindst, klare det hele selv, nu der ikke mere hjælp at hente under mine kunder fordi nu skal jeg fungere som en udlært frisør. Jeg følte mig 100% klar til. Men min selvtillid og dygtighed begynde at nage hos nogen af mine kollegaer.

Som elev havde jeg jo også en masse skole ophold, hele 8 skoleophold af ca 6-8 uger af gangen.

Så hvis jeg synes nogen af mine kollegaer var misundelige på mig så var det rent ud sagt ”peace of cake” kontra hvordan de piger i min klasse på frisørskolen behandlede mig.

Den første skoleperiode var enlig okay, men der kendte vi heller ikke rigtigt hinanden, så der var det lidt svært at blive dømt.

Men jeg skal så ellers lige love for at de efterfølgende skoleperioder ellers tog fart.

De første mange skole perioder fik jeg rene 12 taller i alt hvad vi afleverede og det skabet så meget jalousi. Jeg husker tydeligt få specielle episoder.

Den ene var en torsdag og vi skulle op til en Bombage prøve om fredagne, det var det eneste vi skulle den fredag morgen så vi var en del piger der snakkede om at tage i byen om torsdagen, fordi man skulle jo gøre gavn af at vi ikke havde en lang 9-20 fredag i salonen.

Det skabte en del drama at vi var nogen tøser der ville i byen dagen før en prøve!

”Men helt ærligt, vi unge og har ingen begrænsinger, totalt fremme i skoene og den prøve det kunne jeg lave med lukkede øjne og stadig få 12.”

Sådan kommentar kunne mine klasse kammerater ikke håndtere.

Lad mig sige det sådan, jeg var super god til mig fag, klarede mig super godt, fik alt som jeg gerne ville have det(men jeg knoklede for det, fik INTET forærrende) meget fremme i skoene, rap i kæften, og det var ligesom at, der var ikke rigtig  noget der kunne slå mig ud. Jeg var meget egocentreret, fokuserede kun på mig selv og mine opgaver. Men jeg gik jo heller ikke i skole for at få veninder, men for at blive en dygtig frisør!

Selvom jeg passede mig selv i skolen, så irriterede jeg åbenbart meget mine klassekammerater, jeg irriterede dem så meget bare ved at være ”mig” at alle sammen så sig så sure på mig at de indkaldte mig til et møde nede i storrummet, hvor alle sammen sad og ventede på mig, fordi de havde en masse de gerne ville fortælle mig…..

Jeg var meget konfus og forstå ikke rigtig ”hvorfor de ville snakke”??

Men åben som jeg er, siger jeg, fint lad os det, hvad vil i gerne sige til mig??

Husker det så tydeligt, der var en trappe der gik op til førstesalen fra storrummet, hvor hele min klasse stod på (ca 20 piger)

Min lære og jeg sad på et bord nede foran dem. Jeg sad og kiggede op på dem og spurgte: hvad vil i gerne snakke om?

Min lære der sad ved siden af mig begynde at græde og sagde: Det her, det er simpelthen ikke fair!

Jeg var igen meget uforstående, og sagde: Hvad er lige at det her går ud på?

Og så begynde de 20 piger eller at skrige i hovedet på mig, hvad de ikke kunne lide ved mig, og at jeg snakkede hårdt til dem, jeg var for meget, egocentreret osv osv. Efter de havde svinet mig til og fået lettet deres hjerter i noget tid, spurgte jeg: Er er mere i vil ud med?

Det var der ikke og derefter sluttede vores skole dag.

Så kunne jeg så få lov at at køre hjem, vel viden om at jeg var det værste menneske der kunne gå på to ben, bare fordi man ser en smule godt ud, har styr på sit liv, er en stræber og okay god til sit job. Det ikke noget der var velset af de unge piger jeg var så heldig at komme i FrisørKlasse med.

Derefter gjorde de hvad de kunne for at bagtale mig og holde mig endnu mere udenfor end hvad de gjorde i forvejen, så det var jo dejligt at jeg kun havde 2 år tilbage på af min elevtid på daværende tidspunkt.

Selvom jeg ikke blev påvirker i situationen så betyder det ikke at jeg ikke blev ked af det og at det ikke ramte mig. For det blev jeg, og det gjorde det! Men jeg var for stolt til at fortælle det til nogen så jeg har faktisk aldrig del denne situation, udover min lære og mine klassekammerater som jo er vel vidende til det hele. Men det noget der har sat sig i mig, det en ting der er helt sikkert!

Alle kæmper for at få succes og for at blive den bedste. Men tro mig det ikke altid rart at være den bedste eller være en af dem der klare sig godt og godt selv er klar over det for så er det ikke okay i folks øjne.

Det var bestemt ikke rart at komme i skole efterfølgende med der var jo ikke så meget at gøre for i skole, det skulle jeg. Men nød det, det gjorde jeg hvertfald ikke.

Jeg følte mig så alene, så det gjorde jo også bare at jeg dykkede endnu mere ind i den her egocentriske zone. Fokuserede endnu mere på mit job og på at blive en endnu dygtigere frisør.

Da jeg kom tilbage i salonen efter min skole periode, var det ikke fordi det blev bedre.

Som sagt så havde jeg for det meste en fuldbooket booking bog hvilket betød at jeg altid havde kunder og altid havde noget at lave, det betød at jeg arbejde altid men det betød også at jeg havde en chef der gav mig frit lejde.

Jeg fik lov til det hele hvis bare jeg passede mine kunder og tjente nok penge.

Det betød også at når jeg fx kom en fredag og spurgte om jeg måtte holde fri om lørdagen(dagen efter) hvis mine lørdags kunde fx havde flyttede rundt på deres tider osv. og dertil fik et: ”Ja det gør du bare” Det faldt ikke i god jord hos mine kollegaer der Fx. skulle til en eller anden familie fest om lørdagen, men ikke kunne få fri.

Situationer som denne skabte så meget drama, og i sidste ende var det igen mig der blev kaldt ned i kælderen, hv0r mine kollegaer sad og bitchede over at jeg måtte dit og dat, men de måtte ikke.

Hvortil min chef så siger: Jamen du kan bare gøre det samme som Helene, så havde du også fået fri.

Jeg havde et godt forhold til min chef, jeg lavde kassen til ham, jeg blev en rigtig dygtig Frisør, havde en god stabil kundekræs og fik det som jeg ville havde det = Win Win for os begge.

Blot et eksempel.

Som frisør er du ikke en team player, hvis du fx giver en af dine kunder til din kollega, det får du jo ikke brød på bordet af. Som frisør lever du af dine faste kunder og din provision.

Så her har vi den igen. Bare fordi jeg gør det gjort på mit arbejde, laver en super omsætning og har en masse glade og tilfredse kunder så bliver jeg straffet.

Dette var blot et lille indlæg omkring noget af den Jalousi jeg har oplevet, det stoppede ikke her og jeg kunne forsætte, men det gør jeg ikke.

Jeg vil blot pointere at vi alle er mennesker og vi har alle følelser. Også mig.

Vi kæmper og kæmper for at blive den bedste, men hvorfor skal vi så straffes når vi opnår noget?

Ingen kommer sovende til noget! Det gør jeg heller ikke, jeg har slået model til rigtig meget og har ædt mange lorte og tro mig, det har bestemt gjort ondt inde i mig.

Det et under at jeg ikke er gået psykisk ned endnu.

Folk har tildens til at tro at jeg bare er den der skydeskive, man bare kan skyde på igen og igen.

Jeg har oplevet mange ting mit liv, havde også en periode i mod liv fra da jeg var 19 til 21 år, som specielt var rigtig hård ved mig! Måske jeg vil dele den med jer på et andet tidspunkt når jeg er klar til det <3

Husk at være gode ved hinanden, alt hvad vi siger og gør sætter sig fast hos modparten, på den ene aller anden måde.

Hvis du læste mit opslag igår, skrev jeg Fx. også at jeg er god til at være alene, dette er blandet eń af grundene til det.

Tak fordi du læste med<3

God dag, Knus Helene